Når børn blomstrer er et flerårigt projekt med fokus på at skabe trygge og meningsfulde fællesskaber for børn og unge i mistrivsel gennem frivilligt faciliterede selvhjælpsgrupper.

Selvhjælp Sydvest har i perioden 2020–2024 gennemført projekt Når børn Blomstrer i samarbejde med RessourceDetektiven, Tønder Kommune og andre samarbejdspartnere. Projektet var støttet af Socialstyrelsen og endelig er erfaringsopsamlingen landet.

Erfaringerne viser tydeligt, at indsatsen har haft positiv betydning for de børn og unge, der har deltaget. Blandt de centrale effekter er en oplevelse af:

  • styrket selvværd
  • mindre ensomhed
  • øget tro på egne evner

I alt har 70 børn og unge deltaget i 13 gruppeforløb. Gennem deltagelse i grupperne har de fået mulighed for at dele erfaringer, spejle sig i ligesindede og arbejde med deres egne styrker i et trygt og fortroligt fællesskab.

Opsamlingen dokumenterer, at projektets tilgang har gjort en reel forskel for børn og unges trivsel og erfaringerne herfra danner et vigtigt fundament for det videre arbejde med selvhjælpsgrupper for børn og unge.

Med støtte fra Tønder Kommune er det blevet muligt at videreføre og videreudvikle projektet over de kommende år (2024–2027) – og det arbejde er allerede godt i gang. Her bygges videre på det, vi allerede ved virker – blandt andet med øget fokus på samarbejde med skolerne og udbredelse af tilbuddet til endnu flere børn og unge.

”Det har helt sikkert gjort en forskel (at deltage i gruppen). Nu ved jeg, at når der sker noget svært, så har jeg styrker indeni mig til at klare det selv”

Deltager, 14 år

Kunne du tænke dig at blive frivillig? Klik her

X