Selvhjælp Sydvest har modtaget en bevilling på 50.000 kr. fra Velliv Foreningen til projekt Synlig Selvhjælp. Indsatsen skal synliggøre selvhjælpsarbejdet, vise mangfoldigheden i foreningen og udbrede kendskabet til det frivillige arbejde.

Hjemsendt og medfølelse
– to ord der forandrede 52-årige Rasmus Julius’ liv, hans måde at arbejde på og sendte ham vejen forbi Selvhjælp Sydvest som frivillig. Det var i starten af corona-nedlukningerne, at han udfordrede sig selv og meldte sig til et tegne-marathon. Her skulle de to ord være med i en tegneserie, han havde 8 timer til at lave. Tegningerne flød ud af ham, og inden han vidste af det, havde han lavet en historie om en mand, der ikke rigtig får lavet noget på sit job, og som bliver sendt hjem af chefen for at tage en pause. Manden er trist, og gennem striberne finder man ud af, at det er hans søns dødsdag.

En historie, der ligger Rasmus’ hjerte nært, for han mistede selv en søn og har levet med sorgen siden det skete for en del år siden. En sorg der ikke rigtig fik plads til at blive bearbejdet, før de famøse to ord satte gang i en helt ny måde at fortælle historier på. I dag er han i fuld gang med at forvandle de første skitser til en lang tegneserie. Der er allerede flere versioner af billederne, der for hver rentegning bliver skarpere og renere og føjer nye lag til historien.

Portræt af Rasmus Julius
Rasmus er reklametegner, grafiker og kunstmaler, men først og fremmest tegneserietegner – en passion han har arbejdet med siden 1990. Han har flere faste striber i større ugeblade. Her er det små, korte, humoristiske tegninger med en pointe, der gerne skal få folk til at grine. Men siden han tegnede historien om den triste mand, er han gået nye veje. Han har været på et illustrator-kursus på Viborg Animationsskole for at udfordre sig selv, og kom hjem med en anden måde at se sin kunst og verden på. Hvor han før mest tegnede på computeren og havde skolet sig i at tegne så rent og perfekt som muligt, er han gået over til at håndtegne med blæk og blyant, for her er der mere på spil. Han har lært at se, at det perfekte er lidt kedeligt, og at der opstår noget særligt, når vi lader fejlene være der, og måske endda undersøger dem: “At acceptere, at som menneske, der er der altså nogle fejl, men det er også det, der gør, at du har præcis den karakter, du har.”

Når man ikke kan sige det, kan man måske tegne det
Gennem arbejdet med at lave tegneserien om en fars sorg, har Rasmus arbejdet med sin egen sorg og givet den en form gennem tegningerne. Det har åbnet døren til nye idéer og måder at arbejde på, som ligger langt uden for det, han hidtil har prøvet: “Livet er nogle gange uretfærdigt, og det føles komplet meningsløst, at jeg har mistet min søn. Jeg har brug for at finde mening i andre ting i livet.” Derfor har han meldt sig som frivillig i projektet Når børn blomstrer, som er for børn, der på en eller anden måde er i mistrivsel og som fx kæmper med skole, selvværd eller mobning. Det er også en måde for ham at få noget erfaring i at snakke med nogen, der har det svært og samtidig finde ud af, hvordan man kan bruge tegning og tegneserier.

Som han siger: “Når man ikke kan sige det, kan man måske tegne det”. Han er glad for at være en del af trivselsgrupperne: “Det er ikke kun dem, jeg hjælper, det er lige så meget dem, der hjælper mig med at komme videre med nogle ting.”

Det er første gang, han kaster sig ud i noget, der minder om arbejdet med selvhjælp eller børn. Lige bortset fra da han selv var en utålmodig ung mand, der ikke vidste, hvordan han skulle håndtere de mere urolige børn på sit gymnastikhold. I dag er det noget andet, og han håber at være med at til at støtte og rumme dem, der har brug for et frirum: “Det sjove er, når de sidder der og snakker, så står man bare og tænker, ‘de fejler jo ikke noget’. Det er bare nogle ganske almindelige, søde børn, som måske har haft lidt svært ved, hvordan de skal få det hele til at fungere. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor de er der, hvor de er.” Men de er der, og de har brug for at være der og blive lyttet til. På sigt kan de endda ende med at hjælpe andre med deres oplevelser: “Tænk, hvis man kunne få deres historier, rigtige børns historier, og så få dem tegnet og fortalt. Så andre kan se, at de ikke er alene, eller at det er ok at være en af dem, der ’pøller rundt’. Det kan et eller andet og det skal udforskes.” Og det er Rasmus i fuld gang med at gøre, forhåbentlig uden hjemsendelse, men med masser af medfølelse.

 Af Ditte Madvig Evald, U-story

www.u-story.dk