Selvhjælp Sydvest har modtaget en bevilling på 50.000 kr. fra Velliv Foreningen til projekt Synlig Selvhjælp. Indsatsen skal synliggøre selvhjælpsarbejdet, vise mangfoldigheden i foreningen og udbrede kendskabet til det frivillige arbejde.

Man skal ikke gå selv med det og få knuder indeni
I huset med den gule hoveddør, ved siden af kirken i Skærbæk, bor Line Sommer. Hun bor med sin familie, der består af hendes mand, tre børn under 9 år og to hunde. Her ligger Lines klinik, hvor hun arbejder med at hjælpe mennesker, enten gennem zoneterapi, massage, fire cupping eller ved at tage deres hånd, når hun ordner deres negle. Hun er en kvinde, der har gang i mange ting, men den 34 årige skærbækgenser gør ingen af disse ting uden at have hjertet med. Hun besluttede for længe siden, at hun ville leve med vilje, og det gør hun, uanset om det gælder familie, arbejde eller den tid hun bruger som frivillig for Selvhjælp Sydvest.

Da hun var yngre led hun af det hun selv kalder ‘høflighedsbetændelse’, hvor hun ikke ville være i vejen, men kun bidrage positivt og altid hjælpe andre. Hun mødte en mand, der udnyttede det i en grad, hvor hun som menneske blev helt nedbrudt og tilintetgjort. Da relationen for alvor udviklede sig kritisk besluttede hun at forlade ham, og påbegyndte et arbejde med at bygge sig selv op igen, finde sine grænser og værdier, og ville ikke længere leve på kompromis med sig selv. “Jeg var rigtig heldig, at få det ultimatum så tidligt i mit liv, jeg var blot 26 år.” Siger hun og henviser til, at mange er en hel del ældre før de finder ud af, hvad der er vigtigt for dem.

Sorg og død er en naturlig del af livet
Døden er et tilbagevendende tema i Lines liv og i vores samtale. Hun har oplevet at miste alt for mange jævnaldrende venner og familiemedlemmer der på mere og mindre tragisk vis er gået bort. Det var tanken om at kunne gøre en forskel for en afdød vens børn, der fik hende til at melde sig til Sorggruppen for børn i Selvhjælp Sydvest i første omgang, og efter et stykke tid opdagede hun til sin store glæde, at disse børn rent faktisk havde fundet vej til netop hendes sorggruppe. Så når hun i dag hjælper dem, er det som om, at det var meningen, at det skulle ske.

Hvor en hel del mennesker har svært ved at tale om sorg og død, er det en naturlig del af livet for Line “Jeg er virkelig vild med det. Det kan jo virke grotesk at sige, at man er vild med at snakke med folk om døden, men jeg synes det er så fint at gøre” Og det er ikke et tabu for Line, hun gør det bare, spørger nysgerrigt og lytter, og siger undskyld, hvis det gør for ondt. Hun er ikke vokset op på den måde, de talte ikke om sygdom og død i hendes familie, og det har hun altid undret sig over: “Man skal ikke gå selv med det og få knuder indeni. Det er jo noget af det jeg arbejder med, altså netop at løsne knuder for folk, hvor følelser har været indestængt og stagneret i årevis.” Hun bliver tit spurgt, om det ikke er hårdt at være i sorggruppen, og hun svarer dem, at det nærmest er omvendt: “Når jeg ser dem, ser jeg jo ikke kun børn der er fulde af sorg, de er også fulde af glæde over at være en del af et fællesskab, hvor de virkelig føler, at de hører til. Det er vildt fantastisk.” Men uanset glæde eller sorg, så er der rum til det hele i
sorggruppen. For Line er det ikke farligt eller forkert hverken at være ked af det, eller at græde, “Saltvand renser” plejer hun at sige.

At være frivillig i Sorggruppen for børn har givet et nyt perspektiv på livet: “Hver anden uge er vi dernede, og hver gang bliver jeg konfronteret med risikoen for at dø ung, og det gør altså, at jeg lever lidt mere bevidst om, at den her dag nemt kan være den sidste.” Der bliver levet med vilje i Lines hjem, og der bliver talt om døden og de døde. Hvert år til halloween, tager de tæpper ud i haven om aftenen og tænder lys og taler om Farmor og Farfar, som er børnenes oldeforældre, og føler sig tættere på dem. Denne naturlige samtale om døden gad Line godt at mange flere ville tage, og en af de ting hun ønsker er, at alle når de blev 18 år skulle skrive deres sidste vilje, så det blev naturligt at det selvfølgelig er en del af livet, at vi alle skal dø, og så tage stilling til,
hvad der skal ske, når det sker. Det er samtaler hun allerede har med sine børn, og hun elsker det.

Lines liv bliver levet ikke i skyggen af døden, det blomstrer op med døden som evig følgesvend. Hun har valgt at gå hjemme med sine børn, da de var små, og nu arbejder hun kun de timer, hun har lyst til. I hjemmet bruger hun dagligt mange timer med hendes hunde, som hun finder stor glæde ved at omgås. “De giver ro og tryghed, og så får de mig op af sofaen og ud i naturen. Det vil jeg ikke være foruden” Hendes ene hund har også været på besøg i sorggruppen, til stor glæde for børnene. Da hun selv var barn fandt hun tryghed i sin farmor og farfar, der altid havde tid, og hvor hun bare kunne være, det vil hun gerne give sine egne børn. Hun elsker både sit arbejde og selvhjælp, men familien kommer først. Hendes søn på 8 er også stolt af at kunne
dele sin mor med børnene i sorggruppen. “De må godt låne dig, for de har jo ikke alle en mor at komme hjem til” har han tidligere udtalt i en samtale mellem mor og søn. I huset med den gule hoveddør er der heldigvis både en mor og en far, og der er plads til sorg og glæde og til at leve med vilje.

Portrættet er oprindeligt udgivet i november 2022.

Af Ditte Madvig Evald, U-story
www.u-story.dk