Selvhjælp Sydvest har modtaget en bevilling på 50.000 kr. fra Velliv Foreningen til projekt Synlig Selvhjælp. Indsatsen skal synliggøre selvhjælpsarbejdet, vise mangfoldigheden i foreningen og udbrede kendskabet til det frivillige arbejde.

“Jeg tager altid glad afsted og kommer glad hjem,” siger Inger Hahn, der i dag er 72 år, og været en del af Selvhjælp Sydvest siden 2014. Hun er selv positivt overrasket over, hvor overvældende det var at starte: “Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte, at jeg jo lige kunne se, hvad det var for noget, og hvad de kunne bruge mig til. Laura, vores tidligere leder, hun var bare fantastisk, hun sagde: ‘Inger, vil du ikke være med i det?’, og så kom jeg på kursus i SMART Recovery. ”Vil du ikke være med i bestyrelsen?, og så var jeg en del af bestyrelsen. I løbet af kort tid, så var jeg bare en del af det hele. Det var en skøn oplevelse, det havde jeg slet ikke forventet.”

Formand for bestyrelsen
Inden længe blev Inger formand for bestyrelsen, et spændende arbejde, der mindede en del om det arbejde, hun havde, inden hun blev pensioneret, hvor hun arbejdede med ledelse indenfor handicapområdet. Det var spændende at være med til, men hun ville ikke fortsætte med bestyrelsesarbejdet. Inger har en søn, der har slået sig ned på New Zealand, og siden hun og hendes mand Rolf blev pensionister, har de tilbragt 3 måneder dernede hvert andet år. Mens hun var formand for bestyrelsen, skulle Selvhjælp Sydvest have en ny leder, noget der faldt sammen med et af disse besøg “Jeg var med til at ansætte Heidi (nuværende leder), og jeg kan lige så tydeligt huske, at jeg sad på New Zealand og lavede stillingsopslag, og det var også fint nok, men jeg tænkte alligevel, at det er svært at samarbejde med den øvrige bestyrelse på så lang afstand. Så det var mit valg, at jeg stoppede, da min periode løb ud.”

Facilitator af selvhjælpsgrupper
En af de første grupper Inger var med til at starte, var Sund livsstil, og her er hun stadig facilitator. Gennem årene har der været forskellige deltagere og skiftende kollegaer. Det giver hende noget at bruge nye redskaber og metoder og kombinere dem med mange års erfaring, og selve gruppen bliver ved med at overraske hende. Da en kollega blev langtidssygemeldt, og hun overvejede, om de kunne klare sig alene i noget af tiden, sagde deltagerne: “Jamen Inger, vi er der bare selv hver anden gang, så du får tid til det andet, du også gerne vil.” 

Det kan godt være en udfordring for Inger, at der er så meget, hun synes er spændende, så hun må huske at begrænse sig. Blandt andet har hun en datter, der bor et par hundrede meter væk med sin familie, som hun har meget glæde af. På et tidspunkt havde hun en gruppe for Voksne børn til demensramte, noget hun selv havde erfaring med, for hendes mor fik tidligt demens, og hendes søster blev også ramt. “Jeg syntes egentlig, jeg havde et ret afslappet forhold til Alzheimer, og jeg ville godt prøve at have gruppen for voksne børn, fordi jeg selv havde været et voksent barn til en mor med Alzheimer. Og det gik også fint, og vi fik startet, men så døde min søster sidste år, og så kunne jeg ikke mere. Så havde der været nok demens, i mit liv synes jeg, så stoppede jeg i den gruppe – det kom for tæt på.”

Nu har hun i stedet en anden gruppe der hedder Ny livssituation, og det er spændende at være i de nye grupper, dels er der mødet med de nye frivillige og deltagerne, og dels giver det en anden energi. Hun skal dog huske sig selv på, at rollen som frivillig igangsætter er anderledes, end den som facilitator. Alt i alt er det givende at være en del af Selvhjælp Sydvest og være med til at gøre en forskel: “At vi har et sted, hvor mennesker i en særlig situation kan gå hen, og hvor man kan mødes med mennesker i en særlig situation, når livet gør ondt, og prøve at få dem til at spille sammen.”

De mange roller Inger har haft i Selvhjælp Sydvest har ifølge hende selv givet en særlig indsigt og forståelse for det vigtige arbejde, som organisationen yder, og det driver hende. “Jeg har en taknemmelighed over, at jeg har det i mit liv; det giver mit liv indhold. Det er det der med en medfødt lyst eller et behov, eller hvad pokker man skal kalde det, til at gøre en forskel for de mennesker, der har det svært. Også i forhold til mit arbejde, hvor jeg har villet skabe de bedste rammer for de udviklingshæmmede. Det er en del af mig. Det er skønt at kunne få lov til at fortsætte, selvom man er blevet pensionist, og blive ved med at have det i sit liv.” 

Portrættet er oprindeligt udgivet i august 2022.

Af Ditte Madvig Evald, U-story
www.u-story.dk