Siden 15. januar 2020 har man kunnet booke samtaler i Toftlund med Selvhjælp Sydvest. Der er i første omgang tale om en forsøgsperioden frem til sommerferien.
Pressemeddelelse fra Ugeavisen MidtSyd d. 15. januar 2020
Toftlund: Selvhjælp Sydvest er en frivillig social forening, der tilbyder selvhjælpsgrupper, netværksgrupper og individuelle samtaler for mennesker, der står i en svær livssituation.
Hidtil har foreningen primært tilbudt afklarende samtaler på kontoret i Skærbæk, men nu kan man også booke samtaler i Toftlund Sundhedshus. Tiltaget skyldes, at Selvhjælp Sydvest sidste år oplevede en øget aktivitet i Toftlund.
Selvhjælp Sydvest henvender sig især til mennesker, der har eksempelvis sygdom, dødsfald, skilsmisse, angst, depression, stress, ensomhed, lavt selvværd og psykiske udfordringer tæt inde på livet.
– I sådan en situation har vi brug for at blive set, hørt og forstået, og det er det, vi arbejder for i Selvhjælp Sydvest – at skabe fællesskaber, hvor man mødes med andre, der står i en lignende situation, og som derfor kan forstå de følelser og tanker, man har, siger daglig leder af Selvhjælp Sydvest, Heidi Borum Ortega, i en pressemeddelelse.
Forsøgsperiode
Foreningen tilbyder i dag selvhjælpsgrupper i fire byer i Tønder kommune – Toftlund, Skærbæk, Tønder og Løgumkloster. Inden man eventuelt begynder i en gruppe eller med individuelle samtaler, inviteres man til en samtale med Heidi Borum Ortega, hvor man bliver introduceret til foreningens arbejde og sammen med hende finder ud af, om der er et tilbud, der passer til én.
Og det kommer altså også til at foregå i Toftlund nu.
“Vi vil rigtig gerne endnu tættere på borgerne, og det prøver vi at gøre noget ved nu, hvor jeg også vil være at træffe i Toftlund.”
KONTORTIDER I TOFTLUND
26. februar
11. marts
25. marts
8. april
22. april
3. juni
17. juni